Lær en masse om, hvordan sadler skal ligge på hesten, hvordan man vælger den rigtige sadel til sin hest, hvilken sadel man selv passer til m.m.
Sadeltilpasning i praksis
Når man har fundet den rigtige sadel til hesten og til rytteren, så er man kun nået til første step i rejsen mod at have en sadel, som ligger optimalt på hesten.
For at få den optimale dressursadel skal man også finde det rigtige underlag og sørge for at sadlen løbende bliver tilset af en sadelmager og tilpasset til hesten.
Hesten ændrer sig med tiden og sadlens fyld ændrer sig også hele tiden, så derfor bør man med jævne mellemrum få tilset sin sadel.
Specielt hvis hesten har stået stille en periode efter sidste tilpasning af sadlen eller omvendt at sidste sadeltilpasning blev lavet, da hesten skulle i gang efter en længere skadespause, så er det meget vigtigt at få kigget på sadlen igen.
Hesten har rigtig mange muskler i ryggen og hvis disse bliver klemt under sadlen, så ønsker hesten naturligvis ikke at bruge dem korrekt og dette medfører typisk skader i hestens ben.
Omstopning af dressursadel
Omstopning af en sadel er blot en af måderne at tilpasse en sadel på.
Nogle sadler kan ændres i bom og i kilepuderne og her er tale om en egentlig tilpasning af sadlen. I de fleste tilfælde vil en omstopning eller efterfyldning af sadlen være nok til, at sadlen igen bliver optimal til hesten. Man skal dog være opmærksom på, at jo flere gange man efterfylder en sadel, jo hårdere bliver den.
Derfor er det en rigtig god idé, at man sommetider tømmer sadlen helt for gammel fyld og putter noget nyt ind.
Priser på tilpasning af sadler
Prisen på at få tilpasset en sadel er meget afhængig af, hvor man befinder sig henne i landet. Som altid er priserne lidt højere på sjælland, mens man fx i Nordjylland oftest kan slippe lidt billigere.
Typisk skal man forvente at betale omkring 500 kr. for at få en sadelmager til at komme ud og kigge på ens nuværende sadel. Hvis man skal prøve nye sadler så vil prisen typisk være 100 – 200 kr dyrere.
Omstopninger eller efterfyldninger af sadler ligger typisk i prislejet 1200 kr. – 2000 kr. alt efter hvor meget fyld der skal skiftes eller kommes i sadlen.
Ændringer i bommen, hvis man har en sadel, hvor det er muligt, koster typisk mellem 800 kr. og 1500 kr.
Skal der skiftes gjordstropper eller repareres syninger m.m. så kommer dette naturligvis oveni.