Dressursadel – hvordan skal den ligge

Her taler vi ikke om, om sadlen trykker hesten, eller om den er korrekt placeret, men udelukkende om sadlen den ligger i balance på hesten. En dressursadel skal ligge i balance på hesten og det betyder, at den skal ligge både midt på hesten og den skal have dybeste punkt der, hvor rytterens sæde er.

Sadlen set fra siden

Hvis sadlen ligger for højt bagtil eller for højt fortil, så vil rytteren skulle sidde og kæmpe for at sidde lodret på hesten. Dels er det meget hårdt for rytteren og desuden giver det stor sandsynlighed for at sende forkerte signaler til hesten. Hvis der ikke er tale om en rutineret rytter, så vil denne ikke kunne kompensere for ubalancen og så vil dette i sidste ende gå ud over hesten. Dressurridning handler om harmoni mellem hest og rytter og derfor bør man ikke starte med en sadel, som ikke ligger korrekt. Hvis du ikke ved, hvorfor balance er så vigtig for dressurridning, så tag et kig på ”Derfor skal din hest være i balance”.
Det er ikke alle, som kan se, om sadlen ligger korrekt, så hvis man er i tvivl, så er det vigtigt at alliere sig med en, som kan se det og eventuelt bestille en sadelprøvning, så man får den rigtige sadel.

Lige herover kan du se billeder af tre sadler, som ligger henholdsvis for lavt bagtil, for højt bagtil og så en, som ligger i korrekt balance.
Når man skal se, om en sadel ligger i korrekt balance, så stiller man sig i passende afstand fra hesten og kigger efter, hvor dybeste punkt i sadlen er. Når man har fundet det, så skal man forestille sig en rytter, som sidder i sadlen.
Jeg har forsøgt at illustrere det med billederne herunder, men der kommer snarest billede af en rigtig rytter på en hest. Indtil da så må du forsøge at abstrahere fra, at tingene måske ikke helt passer sammen i målestok 🙂

Sadlen set bagfra

Når man har fundet en dressursadel, som ligger i den rigtige balance, så er det vigtigt at tjekke, at den ligger lige på hesten. Dette gøres lettest ved at stille sig bagved hesten (evt på en skammel eller stol) og flugte sadlen med hestens kryds. Det kan være nødvendigt at være to til at tjekke balancen i sadlen, da det naturligvis er nødvendigt at hesten står med lige vægt på alle 4 ben og ikke står og aflaster det ene.
Husk altid at tjekke sadlens balance regelmæssigt. Specielt sideværts kan en sadel nemt komme ud af balance, hvis en rytter sidder lidt skævt eller blot belastningen ved at træde op i stigbøjlen for at komme på hesten.

Og igen skal det nævnes, at hvis du ikke selv kan se, om sadlen ligger korrekt, så sørg for at få fat en fagmand eller kvinde.

Skriv et svar